Turen starter og slutter ved porten ind til det smukke Ledreborg Slot, men du kan starte og slutte præcis hvor du vil på ruten.
Turen er på ca. 5 km, er rimelig let at gå med kun nogle få stigninger og den kan gås i begge retninger.
Ledreborg Slot
Ledreborg Slot, som vi kender det i dag, blev bygget i perioden 1740-1745 af lensgreve Johan Ludvig Holstein.
Siden dengang har slottet været i familien Holstein-Ledreborgs eje. I dag er 8. generation, Silvia Munro, der ejer og driver slottet. Hvis du undrer dig over navnet, så tog hun sin mands navn, da hun blev gift.
Silvia Munro har siden 1990 udviklet slottet, slotsparken og områderne omkring slottet, så det i dag tiltrækker mange tusinder gæster året rundt. I de seneste år er de smukke terrasser i slotshaven blevet restaureret.
Skoven
I den omkringliggende skov, som primært er en bøgeskov, kan man være heldig både at opleve dådyr, egern, fasaner og gæs.
Når du går turen i dag, kan du opleve den meget intensive duft af ramsløg, som skovbunden er dækket af mange steder.
Gravhøje
Området omkring slottet er hjemsted for mange gravhøje, og på turen kan man opleve små bakker i landskabet, som er de gamle gravhøje.
På grusvejen, der går forbi golfbanen, kan man ca. 100 meter fra vejen opleve en særlig gravhøj. Det er Holstein-Ledreborgs familiegravsted. Faktisk fører Ledreborg Allé direkte op til familie-gravhøjen.
Golfbanen
På vores lille tur går vi langs Ledreborg Palace Golf Club. Det er en af Danmarks smukkeste golfbaner, der er integreret i områdets bakkede natur.
Banen blev indviet i 2007 og er designet af den britiske golflegende Nick Faldo.
Herthadalen
På den sidste del af turen kommer vi forbi Sagnlandet Lejr, som ligger lige ved siden af Herthadalen. Dalen er en ådal med mange små vandløb.
Herthadalen er opkaldt efter den nordtyske gudinde Hertha (Nerthus), som i jernalderen efter sigende blev tilbedt her som Moder Jord.
I forlængelse af Herthadalen ligger Lille Knapsøbakkeskov, der ligger ned til Knapsø. Her ligger en af Danmarks få skovbegravelsespladser.
Fotos: Hanne Juul, Hannibal Herman, Bo Mikael og vores seje deltagere